Tirsdag den 6. februar får vi besøg af Bedsteforældres KlimaAktion. Alex Larsen fra foreningen siger: ”Vi er en gruppe der er skabt, fordi vi frygter for kommende generationers fremtid og ønsker at sikre den. Klimaforskningen peger på, at det haster voldsomt.
Vi er i disse år vidne til en menneskeskabt påvirkning af Jordens klima. Den har alarmerende betydning for alle økosystemer og hermed for livsgrundlag, udviklingsmuligheder og sundhed for befolkningen i alle lande.
Bedsteforældrenes KlimaAktion samler alle, som vil hjælpe med indsatsen mod klimaforandringerne. Vi er en gruppe med en vis alder og sammen bidrager vi med erfaring, viden, etisk ansvarlighed og kreativitet. Vi er ikke partipolitiske, vi samarbejder bredt med alle – unge, børn og voksne – foreninger, virksomheder og offentlige instanser - alle som aktivt går ind for samme sag.
Der er brug for viden, forståelse og omstillingsparathed i alle sektorer og på alle niveauer i samfundet. Der er brug for, at alle forstår klimakrisens alvor og arbejder for løsninger inden for alle områder. Lige fra omstilling af hverdagens vaner til de større samfundsmæssige omstillinger af energi, transport, landbrug, boliger, produktion, offentligt og privat forbrug.”
Kom og hør nærmere om initiativet og om de mennesker der står bag. Det foregår i Taastrup Medborgerhus, Taastrup Hovedgade 71 i tidsrummet kl. 19-21.
Det er gratis at deltage, men vi forventer at du tilmelder dig forinden på tendensklog@gmail.com.
Comentarios