På kommunens fem plejehjem og senest også i Pensionisternes Hus i Bygaden er tilknyttet cykelpiloter. Det er frivillige, der på en elektrisk duo-cykel sikrer at plejehjemsbeboerne får vind i håret og motion i benene – de såkaldte cykelpiloter.
Der er ifølge koordinator for cykelpiloterne, Mikael Storgaard, 16-17 frivillige, der et par timer hver uge stiller sig til rådighed for fysisk begrænsede ældre, hvor de tilbyder dem en cykeltur. Cykelpiloten træder i pedalerne, mens passageren bare nyder turen, som hyppigt giver anledning til en snak om noget af det, de møder. En stor del af plejehjemsbeboerne er gamle Høje-Taastrup borgere som er god for et nostalgisk tilbageblik.
10 år i år
Cykelpiloterne har nu eksisteret i 10 år i regi af Ældre Sagen. Stiftelsesdatoen er den 1. oktober 2014. Det var Bente Guriou, der har været aktiv i Ældre Sagen gennem flere år, der tog initiativet. Jens Vollquartz var aktivitetsleder i 8 år indtil Mikael for 2 år siden tog over.
Som cykelpilot møder man op på det lokale plejehjem hvor personalet – typisk den tilknyttede ansatte – har været i dialog med beboere om hvem der måtte have lyst til en frisk tur ud i byen. Det plejer ikke at være noget problem at finde interesserede som så kommer i sadlen 15-30 minutter afhængig af formen, ruten og vejret.
Selvfølgelig spreder det glæde hos de ældre at komme ud og få an frisk cykeltur, men det giver også noget tilbage til cykelpiloterne. Mikael selv er pilot på Torstorp Plejehjem hvor cykelturene – udover god motion og frisk luft hele året – også giver anledning til en god snak, mens der trædes i pedalerne. Snakken fortsætter ikke sjældent bagefter på plejehjemmet over en kop kaffe.
Del af et større fællesskab
Piloterne har i dagligdagen ikke så meget med hinanden at gøre, men mødes en gang om året til den årlige julefrokost.
Mikael der selv er 67 år er en af de yngste piloter. Han gik på pension fra Politiet som 63 årig. Det var da også den "unge" alder, der var årsagen til at han i sin tid blev udpeget til koordinator af Jens Vollquartz. Faktisk er flere af piloterne ældre end dem de kører med. Den ældste er 86 år.
Inden for det sidste år er der kommet tre nye cykelpiloter til, men der er fortløbende brug for nye friske piloter.
Ønsker man at blive cykelpilot eller bare vide mere kan man kontakte Mikael på tlf. 30638428 eller mail mikaelden1@yahoo.dk .
Cykelpiloterne er iøvrigt en af de nominerede til Handicapprisen 2024.
コメント