top of page

Det hedder ikke uden grund Livsglæden

  • tendensklog
  • 15. maj
  • 2 min læsning

Opdateret: 20. maj

De kalder deres klub for Livsglæden. Årsagen er enkel: glæden ved livet trives her.

Livsglæden holder til i Pensionisternes hus ved Høje Taastrup Landsby. For at være med her, skal man være pensionist og man skal bo i Høje-Taastrup. Deltagerne er i alderen 70-97 år mødes hver anden onsdag til oplysende foredrag, sang, musik og socialt samvær.

Det drejer sig selvfølgelig om kaffe og kage, men da ikke kun det. Hver gang er der enten udflugt eller et foredrag eller banko eller en god påske- eller julefrokost. De tager på ture sammen, går på cafe og  spiser sammen 4-6 gange om året. De tager også på indkøbstur sammen f. eks. til Asnæs Centeret eller Ballerup Centeret. 


De har en fast vognmand

De har en fast vognmand, Lars Hammel fra Sengeløse busser. Han har specialiseret sig i at transportere mennesker, der bruger rollator eller stok. Han sørger for at de kommer frem til udflugtens mål som kunne være Anchers havecenter, Grennessmindes økologiske gartneri  og Cafe Paraplyen. Et lille foredrag, en mindre rundtur og så ellers kaffe og kage.

Der er lige nu 42 medlemmer i foreningen, der har eksisteret siden 1995. Den er 100% baseret på at der er en aktiv bestyrelse som tilrettelægger årets program og styrer igennem de enkelte arrangementer. Ikke bare det. De sørger også for at der er hjemmebag hver gang og køber ind så det er billigst muligt, og så starter og slutter arrangementerne altid med en sang. Der er ikke problemer med at finde frivillige. Det hænger nok sammen med den gode stemning og glæden ved at kunne glæde andre.

De er jo ikke formuende medlemmer der er i foreningen så kontingentet er 100 kr og så betaler man udgifterne i forbindelse med udflugterne. Siges skal det også at kommunen giver støtte til transport og entre når der er brug for det. Det sker via §79-midler, der netop er målrettet ældres aktiviteter.  


Sådan ser det ud inden der kommer gæster. Denne gang var gæsten Søren D. Sørensen der fortalte om arbejdet i byrådet, hos politiet og hans jyske baggrund
Sådan ser det ud inden der kommer gæster. Denne gang var gæsten Søren D. Sørensen der fortalte om arbejdet i byrådet, hos politiet og hans jyske baggrund

Komentáře


© 2022-23 by  TENDENSKLOG .

  • Facebook Social Ikon
bottom of page