Når man afleverer affald på genbrugspladsen på Lervangen, kan man tage det, som er for godt til at smide ud og levere det ind i skuret til ”Direkte Genbrug”.
Hvor det før havnede i Ballerup kommune bliver det nu genbrugt inden for kommunegrænsen. Det er den socialøkonomiske virksomhed Grennessminde, der henter det og sørger for at det får nyt liv. Grennessminde, der ligger på Snubbekorsvej 16-18 er uddannelsessted for elever i et særligt tilrettelagt undervisningsforløb (STU) eller unge der har brug for et skånejob,
Det er Leena der henter tingene. Leena er ansat i fleksjob og har ansvaret for at tingene får nyt liv og præsenteres og sælges i cafeen.
Lidt af hvert
Det kan være meget forskelligt hvad der indgår. Det kan være gamle møbler, service, bøger, malerier, nips, legetøj, køkkenudstyr. Møblerne bliver – under ledelse af værkstedsleder Anette - repareret og flere ting shines op og får et helt nyt og mere indbydende design. Det sker typisk i samarbejde med eleverne. Flere af møblerne i cafeen stammer i øvrigt også fra genbrugspladsen.
Genbrugspladsen bakker op
Medarbejderne på genbrugspladsen er en meget god samarbejdspartner, der opfordrer borgerne til at aflevere brugbare ting i skuret og samtidig holder øje med, at det kun er Grennessminde, der henter tingene. Flere af dem har i øvrigt været på besøg på Grennessminde og set hvordan de ellers kasserede ting stråler. Leena, der egentlig er uddannet gartner, har et særlig kreativ åre og sørger for at varerne altid står præsentabelt og at man som gæst ikke møder de samme ting hver gang.
Også kunderne i cafeen har taget godt imod at cafeen også er en genbrugsbutik. Siden de startede i eftersommeren 2022 har der været et stigende salg. I forbindelse med et nyt økonomisystem vil de sørge for at få synliggjort hvor meget genbrugssalget bidrager til stedets økonomi.
vinder-vinder-vinder-vinder
Genbrugsaktiviteten går over hele året. I vinterhalvåret lukkes halvdelen af cafeen ned og så kan eleverne og medarbejdere koncentrere sig om at få gjort noget mere ved tingene så de repareres, males og pudses op.
Der er altså tale om en fire gange vinder-historie: kasserede ting får nyt liv, kursisterne får et tættere forhold til ressourcer og genbrug, en fleks-medarbejder får et meningsfuldt job og Grennessminde får en ekstra indtægtskilde.
Læs mere her www.gminde.dk
Det kasserede gøres smukt og indbydende - Anette (tv) og Leena.
Dette skilt møder man på genbrugspladsen på Lervangen.
Комментарии