Det er ren vinder-vinder forhold vi taler om når det drejer sig om at være mentor på Sprogcentret i Taastrup. Søren Simonsen er – sammen med tre andre – frivillig mentor for indvandrere, der skal videre efter at have lært dansk på Sprogcentret, der ligger på ”Parkskolen” på Parkvej i Taastrup.
- Det er virkelig meningsfuldt at hjælpe disse indvandrere, der er topmotiverede for at komme i gang i det danske samfund, fortæller Søren. Han siger at opgaven ikke er at lære indvandrerne dansk, men at guide dem i forhold til at komme videre i Danmark med job eller uddannelse. At få styr på nogle af de skemaer de bliver udsat for, henvendelser fra kommunen og så bare at deltage i helt almindelig dialog på dansk. Det er typisk eleven selv, der definerer, hvad han eller hun har brug for.
- Jeg er nysgerrig og kan godt lide at følge hvad der sker i andre etniske miljøer, der jo er mindst lige så forskellige som de danske, siger Søren. I løbet af et år vil jeg kunne hjælpe 1-2 mennesker videre, og det er en helt særlig glæde at opleve hvordan de vokser fra at hviske og krybe langs panelerne til at agere med stor selvsikkerhed og fortrolighed med danske forhold.
Det kræver ikke særlige kvalifikationer at være mentor for en af sprogskolens elever, der alle er voksne mennesker. Man skal bare være hjælpsom og godt kunne lide mennesker. Det er heller ikke særligt arbejdskrævende. Man skal i snit sætte en time af om ugen. De fleste af eleverne kommer videre i egentlig dansk uddannelse eller i job, så derfor vil mentorarbejdet meget vel kunne foregå om aftenen eller i weekenden.
- Vi deler de ca 400 elever, der er på sprogcentret i tre kategorier. Der er analfabeterne som ikke kan læse eller skrive. Dem bliver der færre og færre af i kraft af den hjælp de får, fortæller Kirsten Holmboe, der på 6. år er underviser på Sprogcentret. Så er der kategori 2. Det er dem der har nogen skolegang, men som endnu er langt fra jobmarkedet og videreuddannelse. Kategori 3 er dem, hvor vi har mentorordning. De har i mange tilfælde en eller anden uddannelse fra hjemlandet, som så skal ”oversættes” til danske forhold. Selvom vi har en der er uddannet som journalist fra Pakistan eller en maskiningeniøruddannelse fra Nepal er det ikke muligt umiddelbart at bruge deres uddannelse i Danmark. Det er imidlertid andet nemmere, når de i forvejen er vænnet til uddannelse at hjælpe dem videre. Langt hovedparten er kvinder og langt hovedparten er topmotiveret for at blive integreret i Danmark. Hovedparten kommer fra Østeuropa.
Ønsker man at være mentor kan man komme til ”jobsamtale” hos Søren. Han kan fanges på mail simon.nanette@gmail.com eller på telefon 53 61 46 96.
Comments