”Skal jeg pille dampspærren af”, spørger håndværkeren. ”JA” var det rungende og entydige svar fra husets frue. Husets frue er Inger Merete Terp. Hun bor – sammen med Ole – på Bruunsvej 8 i Sengeløse. Det eneste hus i Sengeløse – og stort set i Danmark - der har blåt tag.
Det er selvfølgelig sjovt at Ole fik sin vilje og fik – efter meget besvær og insisteren– lagt et blåt tag på huset. Det er dog ikke det mest interessante ved huset på Bruunsvej. Det mest interessante er at huset kan ånde.
Husets underetage var et typisk 1963 hus med gasbeton indvendigt og gule mursten udvendigt med et hulrum, som på et tidspunkt havde fået blæst noget rockwool ind i hulmuren med skiftende intensitet, og en overetage fra 1972 af trævægge med folie dampspærre på bagsiden og Rockwool udenpå.
Dampspærre er i dag en plastmembran, der er nødvendig, ellers kommer der fugt til stenulden. Gør der det danner der sig nemt råd og svamp. Konsekvensen af at have en dampspærre er, at man beskytter stenulden men også, at man kan komme til at føle at man lever i en plastpose – på grund af kondensdannelse inde i huset.
Ubehag med forskel
Det er forskelligt hvor ubehageligt indeklimaet kan blive med plastpose-isoleringen. Det er heller ikke alle der – som en af naboerne – er nødt til at have en affugter kørende i døgndrift og som dagligt tapper 1-2 liter vand. Fugt der ellers kan sætte sig som kondens eller råd og svamp.
Lars Koefoed Jørgensen (Egen Vinding & Datter”) opfordrede Ole og Inger Merete til at give huset en overfrakke på uden dampspærre ved at bruge papiruld, træfiber og fugt permeabelt puds. De vidste godt at det ville blive dyrere at bruge papiruld i stedet for rockwool, men det var et nemt valg. Inger Merete havde arvet og så vurderede de, at den daglige glæde ved at bo i et hus der kunne ånde - og hvor der ikke er risiko for råd, svamp og kondens - ville være det hele værd. Det handler om den livskvalitet det nye åndbare hus ville give. Og ingen frygt for – som det er sket for en anden på vejen – at huset måtte totalrenoveres pga. råd og svamp.
Fra inderst til yderst
Det var i 2013 de fik entreprenør-virksomheden ”Egen Vinding og Datter” til at isolere underetagen og udskifte vinduer og døre. Først fik ydermuren et træskelet, derefter træfiberplader udenpå og skelettet fyldt op med papiruld og til sidst en permeabel puds i alt 21cm.
I 2018 fik de lagt det blå tag på, nu med isolering med 300mm papiruld under en undertagsdug og i hele skunken. Tidligere har Lars Kofoed Jørgensens firma ”Egen Vinding & Datter” lavet mange andre større og mindre ting i huset, f.eks. et helt fantastisk badeværelse i 2011 (se foto).
Jamen går det nu?
Jamen, går der ikke mug i papirulden og synker det ikke bare sammen? Svaret er entydigt ”nej”. Det kunne de se da de i 2023 – i anden forbindelse- måtte fjerne noget af beklædningen og kunne kigge ind til isoleringen. Den stod som da den var lagt ind 10 år tidligere.
Man går virkelig imod alle anbefalinger fra stort set hele byggebranchen, når man frasiger sig dampspærre. Men en ting er de kloge ”på bjerget” – noget andet er dem, der er ude i det virkelige liv.
Her er de gæve mennesker i huset med det blå tag, som med tidens fylde forhåbentlig vil kunne sige ”Det var et godt råd vi fik”.



Kommentare