top of page

Kom bare nærmere

  • tendensklog
  • 20. jun.
  • 3 min læsning

Opdateret: 25. jun.

”Det er den bedste kaffe, jeg har smagt”, ”Det er jo et fantastisk sted”, ”Jeg kommer igen”… Det er bare nogle af de udsagn, der blev fanget efter et besøg hos Jannie Nyholm, der har åbnet en cafe i Sengeløse – Landsbygaden 48, overfor Lokalbrugsen - der kaldes ”Cafe Bites & Beauty”.

Det er cafeen, der fylder, men Jannie finder også tid til at gå ind ved siden af og tage sig af skønhedshungrende kunder. Hun har en baggrund som uddannet sygeplejerske, og ved en masse om hudpleje og lignende, men hun har også arbejdet sammen med Claus Meyer i sin tidligere karriere, og derfor kom ideen med at kombinere et hyggeligt cafe-miljø med en skønhedssalon.


Familien er inde over

Hendes baggrund som tjener er nok mest den hun trækker på i cafe-driften, hvor god service og høj kvalitet er omdrejningspunktet. Der er kun 15siddepladser indendørs og et tilsvarende antal pladser udenfor, så der skal nogen igennem, for at økonomien hænger sammen. Hun lægger ikke skjul på, at hun ikke ville kunne klare det, hvis ikke hendes familie hjalp til med at tage mod bestillinger, vaske op osv. i de travle perioder. Det gælder hendes bonusdatter, hendes svigermor og hendes mor - og så har husstandens øvrige indtægt dækket hullerne her i opstarten. Hun har ikke stiftet gæld i forbindelse med etableringen af cafeen, så det skal helst balancere og forhåbentlig om et par år give et mindre overskud.


En kold start

November og december blev brugt på at ombygge stedet fra tom skal til hyggelig cafe, dørene åbnede lige efter nytår. De første måneder med sne, slud og kulde, samt opgravning foran hele cafeen pga. fjernvarme, var en hård start, men sengeløseborgerne var søde til at besøge cafeen og bakke stedet op. Det var – trods kulden - et godt tidspunkt, for det lille lokalsamfund, for Sengeløse-borgerne havde, efter at grillen er lukket og kroen er blevet til et sted primært for store pakistanske fester, behov for et sted at kunne mødes uformelt.

Udover den almindelige og daglige åbning brænder hun også for arrangementer med fællesspisning, strik for kvinde, og musikbingo. 

Fællesspisning – I hyggelige intime omgivelser, bestemt af de 15 pladser, er hendes hjertesag.

Hun rækker også ud til flere lokale virksomheder,som benytter hendes frisksmurte sandwich eller pastasalater, lige som flere fodboldhold på vestegnen, og andre med fokus på performance har set lyset i måltiderne fyldt med passion og god energi.


Særlig tilrettet skoleelever

Efter den udfordrende start i kulden er det gået skridt for skridt i den rigtige retning, og kredsen af kunder stiger for hver dag der går. Blandt de faste er der en del af de ældste skoleelever som hun sætter en ære i at kunne betjene med mad, de godt kan lide, men som også er sund og ikke for dyr.. Ikke nemt men hun har da – når eksamensperioden fraregnes - haft et pænt antal besøgende. Hver uge lægger hun en menu ud på sociale medier med tilbud rettet mod skoleelever, og balancen mellem det sunde og det sjove er en kunstart.

En anden gruppe der flittigt besøger stedet, er hjemmehjælpere, der lige kommer forbi, når de alligevel er i omegnen.

De små veje i oplandet til Sengeløse er flittigt brugt af cyklister, og de kan jo have brug for at kunne stoppe op på turen og få sig en kop kaffe, en bolle med ost (BMO) eller en af de hjemmebagte kager – Flere og flere cykelhold har fået øjnene op for den mulighed, og cafeen er blevet et fast pitstop på ruten.  


Sengeløse under huden

Jannie, der nu har boet i Sengeløse i 10 år, har efterhånden fået en god føling med sin by, og har hele tiden blik for hvordan hun kan blive en del af et lokalt netværk. Der er flere små virksomheder i oplandet som f.eks. garn-handleren Garnfryd i Vridsløsemagle, som har henlagt strikke-arrangementer til cafeen. Der er mosteriet på Holmevang, som der er planer om, skal levere lokal most til salg i cafeen og så er der Sengeløse-virksomheden Noahs blomster, der også indgår i et konstruktivt lokalt netværk.  Der er flere muligheder for lokalt samarbejde, og det er lige præcis det, sådan et godt lokalt samfund som Sengeløse kan.


Det gode humør hjælper

Det er bestemt ikke nogen nem udfordring, Jannie har taget på sig, men den gode udstråling, det gode humør og den personlige service gør, at stedet har gode chancer for at overleve – Men det handler jo ikke kun om at overleve, men også om at bidrage til lokalsamfundet konstruktivt og samlende.

 

Der er åbent tirsdag til fredag kl. 7.30 til 17, og lørdag 10 til 14 – Søndage vil muligvis blive åbningsdage hen over sommerperioden, mens mandagene forbliver lukket, da det er her, der forberedes til hele ugen.

 

Man kan læse mere om stedet på Facebook, Instagram og TikTok, men sving forbi i stedet… Det er en oplevelse værd.



Kommentarer


© 2022-23 by  TENDENSKLOG .

  • Facebook Social Ikon
bottom of page