DE PASSER PÅ DYRENE OG NATUREN
I Sengeløse har vi Danmarks ældste kogræsserlaug. Det har eksisteret siden 1991 og lever stadig. Det sker på Præstegårdsengen der ligger bynært tæt på Sengeløse præstegård.
Et kogræsserlaug har tre formål. Det skal sikre at et naturbeskyttet område bliver afgræsset og således sikrer at mere sjældne planter får en chance og ikke skal kvæles af de større planter Derudover skal det sikre at køerne/kalvene kommer ud af staldene og endelig skal det sikre at andelshaverne kan få godt kød fra dyr, som de selv har holdt øje med.
Enestående naturområde
Om kogræsserlaugets baggrund siger Anders Christian Hansen fra lauget:
Sengeløse og Vasby moser er en enestående botanisk lokalitet på Sjælland, og et naturområde, som Danmark har forpligtet sig til at passe på i det europæiske fredningssamarbejde, NATURA 2000. I moserne vokser blandt andet rust-skæne og melet kodriver og der findes vindesnegle og salamander. Det har dog været et problem at få de arter, der er særegne for mosen til at trives og derfor må deres livsbetingelser holdes ved lige gennem naturpleje.
En del af naturplejen er afgræsning af arealer, der skal holdes lysåbne for at bl.a. de små orkideer og halvgræsser ikke skal kvæles af de større planter.
Sommeren er køernes
Kvierne kommer på græs i maj og græsser sommeren igennem på Præstegårdsengen, der ligger på venstre hånd, når man kører ud af Sengeløse imod Cathrineberg. Til oktober bliver de nu noget tungere kvier slagtet og kødet fordelt til Kogræsserforeningens medlemmer, som på forhånd har købt andele i køerne.
Køerne er af Angus Aberdeen racen. De er både hårdføre, velsmagende og klarer sig selv.
Der er dog nogle arbejdsopgaver for de mere end 30 familier, der er medlemmer af Kogræsserforeningen. Tre gange i løbet af sommeren mødes de for at rydde de større planter, der er på vej ind under hegnet udefra, og for at rydde op efter vejsvinenes henkastede plastik, dåser og andet. Herudover må hvert medlem påregne at skulle skridte hegnet af en 4-5 gange i løbet af sommeren. Som regel en vidunderlig aftentur i godt selskab.
Er du interesseret i at blive medlem af Kogræsserforeningen i Sengeløse, eller vil du høre nærmere, kan du skrive til initiativtageren Niels Larsen (nisjov@gmail.com) eller formanden Anders Chr. Hansen (anders@hanseco.dk).





Kommentarer