top of page
  • tendensklog

DRØMMEN ER IKKE NØDVENDIGVIS ET NYT HUS



”Sælg dog huset som nedrivningsegnet. Det har en god placering, men huset er for lille og haven er for stor.” Sådan sagde to ejendomsmæglere uafhængig af hinanden om det hus på Søndermarksvej som Sidse og Troels endte med at købe – og fravalgte at rive ned.

Huset er på 117 m2 og det er en passende størrelse for dem og deres foreløbigt ene barn – en datter på to år. Haven er dejlig stor og med masser af muligheder for nogen, der elsker alt det grønne og det gør de. Huset er fra 1952, men er et solidt murstenshus der – som en række andre boliger på vejen – har haft en dygtig arkitekt i samspil med dygtige håndværkere. Tænk sig. Dengang stod der i byggepapirerne: “Til opførelsen skal anvendes materialer af dansk oprindelse og forarbejdning i så vidt omfang som forsvarligt under hensyn til økonomi og kvalitet.”

Der har kun været en ejer før Sidse og Troels nemlig Sidses bedsteforældre. Denne familiære forbindelse gør det selvfølgelig endnu mere smerteligt at skulle rive huset ned – men vi ville nu heller ikke rive det ned selv hvis der ikke var denne særlige forbindelse, understreger Sidse.

Det er jo et utroligt ressource- og energispild at rive et godt hus ned og bygge et helt nyt op. Vi er meget klimabevidste og lever så godt vi kan med en sparsom omgang med ressourcerne, men uanset hvor meget vi end sparer, så er det jo ingenting imod den klimabelastning, som det vil koste at rive huset ned og så opføre et helt nyt.

I stedet har parret valgt at kræse for det hus de har. De har lavet aftale om at der skal gennemføres en omfattende isolering med papiruld i væggene over hele huset. Så skal der gøres noget ved vinduerne. De skifter dog kun de vinduer og terrassedøre ud, der delvist er rådne, mens de øvrige sikres ekstra med lister. Udgifterne til isoleringen vil være tjent hjem på 5 år i sparede varmeudgifter.

Taget skal skiftes inden for en overskuelig årrække og så skal der i del forbindelse sættes solceller op. Ellers skal der ikke gøres noget ved huset, hvor f.eks. gulvet er lavet af gedigent cedertræ og gelænderet til 1. sal er med teaktræ.

Når man tager rundt på vejene i f.eks. den gamle del af Taastrup kan man konstatere at ganske mange har fulgt ejendomsmæglernes råd. Riv det ned og byg dit drømmehus. Rådet fra Sidse er: “Det ville jo være optimalt hvis ejendomsmæglere og håndværkere ikke som udgangspunkt anbefalede nedrivning, men i stedet anbefalede restaurering, så man kan undgå et kæmpe klimabelastende ressourcespild.”

8 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page