Det kaldes Social Drive Out. På dansk ville vi sige, at i stedet for at brugerne skal komme til det sociale værested Paraplyen, så kommer Paraplyen ud.
Sådan er det i Høje-Taastrup, hvor Paraplyen, der ligger på Kingosvej 34A, en gang om ugen rykker ud. Det er om tirsdagen, hvor Trine May Knutzen og Grete Larsen sætter sig i sædet på Paraplyens bil. Trine er frikøbt fra hendes job som sognemedhjælper fra Fløng Kirke en gang om ugen og Grete er pensionist og en af Paraplyens frivillige.
Først tager de til Aktivitetshuset/beboerhuset i Charlottekvarteret i Hedehusene, hvor de har rundstykker og kaffe med – og en fællessang eller to.
Personlig tilrettet mad
Tirsdag eftermiddag går turen i en anden retning nemlig mod Thorsholm, der ligger på grænsen til Ishøj. Her er der 11 skæve boliger for folk, der igennem kortere eller længere tid har været hjemløse. Også her er der kaffe med på kanden og boller med pålæg. Madderne er nærmest personlige, idet Trine og Grete ved, hvad den enkelte foretrækker. Også her forsøger de – nogen gange med held – at få gang i noget fællessang. Som de siger: ”Sang samler. Det kan appellere til alle – uanset hvad man kommer fra”.
Samlet kommer de denne dag i kontakt med 15-20 mennesker, som de ikke ville se på Paraplyen.
Begge steder ser de lokale frem til at Trine og Grete kommer, og interessen er usvækket – lettere stigende - fra den udkørende Paraply startede i januar 2024.
Ikke kun lokalt
Social Drive out er ikke kun lokalt. Det er del af et landsdækkende initiativ etableret i regi af KFUMs sociale arbejde. Det startede spontant under corona-nedlukningen for at kompensere forsamlingsbegrænsningerne. Det viste sig dog, at der stadig var folk, der ikke benyttede de sociale væresteder, men som alligevel har behovet for at mødes og blive imødekommet.
Det er i dag støttet af en række sponsorer, så det ikke er det lokale værested, der har det økonomiske ansvar. Det nyder bred anerkendelse, hvad omverdenen kunne erfare da initiativet i 2023 fik Kronprinseparrets Sociale Pris, der nu er omdøbt til Kongeparrets Sociale Pris. I dag er der 91 sociale Drive Out stop fordelt over hele landet.
Man kan læse mere her https://www.socialdriveout.dk/ .



Comentarios