top of page

De er i tråd med verden

  • tendensklog
  • 25. nov. 2025
  • 3 min læsning

Opdateret: 5. jan.

«I Tråd med Verden» er navnet på en socialøkonomisk virksomhed, der har eksisteret siden 2010. I Taastrup i har de været siden 2024 og de er kommet godt fra start, siger den lokale leder Anne Lindberg.

 

Den lokale virksomhed holder til i stueetagen på Taastrupgårdsvej 23. De har fokus på, hvordan tekstiler på forskellig vis kan komme i anvendelse igen efter at være blevet kasseret. Der er lige nu 11 borgere i forløb, heraf 3 ansatte med ukrainsk eller tyrkisk baggrund. Mennesker som har haft svært ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet, og hvor det at arbejde med et område, de føler sig fortrolige med, kan give dem de sejre, der vil kunne bringe dem videre.

 

JOBCENTRET BAKKER OP

 

Det har de opdaget i kommunens jobcenter, som I Tråd Med Verden arbejder tæt sammen med. Borgerne visiteres til et forløb på 13 ugers varighed som minimum, hvorunder det afklares, hvordan de bedst kommer videre. Det er ikke kun borgerne, der skal videre. Det skal også de kasserede tekstiler, f. eks. kasseret arbejdstøj, der repareres eller sys om eller diverse tekstiler, der klippes til og sys til gardiner. Kasserede forklæder fra NOMA syes om til tote-bags (muleposer) og sælges tilbage til NOMA. Finansforbundet har bestilt en portion puder og et syet kunstværk til væggen. Opgaverne er spredte og alsidige — og det er ikke efterspørgsel, der mangler.

 

REPARATIONSSERVICE

 

Ikke bare syr og klipper de i I Tråd Med Verden. De tilbyder også virksomheder reparationsservice. Så møder de frem med alt udstyr og sætter arbejdstøj eller medarbejderes eget tøj i stand på stedet.

 

En særlig opgave fik de, da de blev inviteret til Christiansborg Slot i forbindelse med gobelinernes 25 år jubilæum. Her var opgaven, at de — over en weekend — skulle arbejde med — og demonstrere — fremtidens design i tekstiler. Weekenden sluttede med, at de overrakte HKH Dronning Margrethe tekstilkunst, som hun viste stor begejstring for.

 

MENNESKENE BLOMSTRER OP

 

Ikke alene kommer der genanvendt og skønhedsgjort tekstil ud af det. Der kommer også mennesker ud af det, som har fået større tillid til egne evner, fået et netværk og således er afklaret i forhold til arbejdsmarkedet. Omkring 10—15% af dem, der har været igennem forløbet, kommer videre med et job — typisk fleksjob. Enten hos samarbejdspartnere eller på Taastrupgaardsvej, hvor de så skal kunne tjene deres egen løn ind. De, der ikke kommer i arbejde, har nogle gange tungere udfordringer, som f. eks. kan ende med førtidspension, praktik eller fleksjob et andet sted.

 

I Jobcentret er de rigtig glade for samarbejdet, der hjælper dem med at få afklaret, hvor borgerne står. Hver enkelt borger er et kapitel for sig selv, og har sine særlige potentialer.

 

Der findes psykisk sårbare, for hvem det er et fremskridt bare at komme uden for en dør — og hvor de så er der 1 time om dagen, hvor de så løser en opgave med f. eks. at sprætte tøj op. Med det individuelle fokus kan de med sikkerhed konstatere, at borgerne står et bedre sted efter at have været her.

 

ET PAR SOLSTRÅLEHISTORIER

 

En af dem er Fatma. Hun er blomstret op efter at have været i et forløb og er nu blevet ansat i «I Tråd Med Verden» i et fleksjob, hvor hun producerer på livet løs og er med til at tjene sin egen løn ind.

 

Også Döne har fået ansættelse i et lønnet job. Hun arbejder med hæklede designs, og hun og Anne, der selv er uddannet som tekstildesigner, har et rigtig godt samarbejde. I web-shoppen kan man se en række eksempler på det design, som Taastupgaard har været med til at udvikle.

 

I dag er der «I Tråd Med Verden» fire steder i Danmark. Udover i Taastrup er der en afdeling i Farum, Nørrebro og med årsskiftet i Aarhus.

 Man kan læse meget mere her www.itmv.dk


Så er puderne syet færdige - klar til kunden
Så er puderne syet færdige - klar til kunden

Kommentarer


© 2022-23 by  TENDENSKLOG .

  • Facebook Social Ikon
bottom of page