top of page

De genopdager livet

tendensklog
for 2 dage siden
2 min læsning

Det var faderens fremadskridende demens, der satte det hele i gang. Bruno Jensen fandt ud af, at han ikke kunne snakke med faderen, men at der var hul igennem, når han satte sig til klaveret. Ikke nogen sensationel opdagelse, for det har andre også erfaret. Musik kan noget som talen ikke kan. Der er strenge i kroppen der kommer i vibration når tonerne tager over.


Musikken overlevede døden

Faderen er nu død, men det er ideen ikke om at lade musik, og også dans, folde sig ud for mennesker, der skal tilbage til livet efter en hjerneskade. Bruno, der selv er musiker har foreløbig komponeret seks sange som er specielt rettet mod mennesker med blodpropper, demens, ADHD, stress, Parkinson eller andre kognitive udfordringer.

Sammen med Kim E. Andersen, der er kommet sig efter en alvorlig blodprop i hjernen i 2006, har de to nu sat system i deres formidling af, hvad der virker hos især demente eller folk der skal rejse sig efter en blodprop.


Deres optræden kan være bygget op over denne skabelon: Kim fortæller om sine erfaringer, Bruno spiller så enhver kan lukke øjnene og drømme, så fortæller Kim igen, Bruno spiller og så er der fællessang. Så fortæller Kim igen, og så er der vals. Det hele slutter af en bevægende sang, som Bruno har skrevet til Kim.  


Tre forskellige foredrag

Genopdag Livet er i dag ikke ét foredrag, men tre selvstændige foredrag i samme univers.

Det første, "Genopdag Livet – Efter hjerneskade", er den brede fortælling om livet efter en stor forandring.

Det andet, "Genopdag Livet – Når Hjernen Forandrer Livet", går tættere på de kognitive og ofte usynlige følger, der kan ændre energi, overblik, relationer og hverdagsliv.

Det tredje, "Genopdag Livet – Når hjernens sanser er udfordret", handler om sanser, signaler og om, hvor forskelligt mennesker kan opleve lyd, lys, tempo, bevægelse og mange indtryk.


Begejstring

Tilhørerne giver efterfølgende udtryk for begejstring. Her blot tre citater:

” Det var rørende og nærværende og vakte både minder, skabte smil og satte tankerne i gang.

”Jeres evne til at formidle musikkens kraft og betydning for livet og fællesskabet gjorde stort indtryk på os alle.”

”Foredraget handler ikke kun om det, man mister eller må lære at leve med efter en hjerneskade. Det handler i høj grad også om at genopdage livet – og om at finde nye veje, muligheder og mening i en tilværelse, der måske blev helt anderledes end forventet.”

Det er folk der som plejehjemsmedarbejdere, sygehjælpere eller pårørende der er den gruppe der mest efterspørger de to. Modtagergruppen kan være ganske forskellig. Derfor starter de to også altid med at forventningsafstemme – ikke for meget – ikke for lidt. Tilpas.

Selvom afsættet var demens og blodpropper er sigtet meget bredere, nemlig at indgyde håb og vilje. Som en af tilhørerne efterfølgende skrev: ”Selv om foredraget hed Genopdag Livet, det kunne også hedde: Du Kan Godt.”

Bruno og Kim kan noget tilsammen
Bruno og Kim kan noget tilsammen

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommentarer


© 2022-23 by  TENDENSKLOG .

  • Facebook Social Ikon
bottom of page