top of page
  • tendensklog

Han får indvandrebørnene ud i naturen

Der sker noget godt med børn, når de får lov at komme i naturen og gå på opdagelse. Det er baggrunden for Naturfamilierne der eksisterer i regi af Danmarks Naturfredningsforening.

I Høje-Taastrup har Allihsan Golcuk taget udfordringen på sig, og det er lykkedes ham – i samarbejde med foreningen VITA – i stigende grad at få familier ud i naturen. Ikke mindst er det lykkedes i forhold til børnefamilier af anden etnisk herkomst.


Børnene falder til ro når de er i naturen

Om indsatsen siger han:

»Børn falder til ro, når de er i naturen. I hverdagen skal børn følge med i et højt tempo hele tiden, og det er en stressfaktor. I naturen er der mulighed for at stoppe op og sanse i det tempo, børnene selv har – nogle er hurtige, nogle vil gerne gå i detaljen med det hele. På den måde træner børnene deres evne til at koncentrere og fordybe sig. Jeg har oplevet børn, der er meget rastløse i skolen, men som bliver helt rolige, når de kommer ud i naturen. Man kan se på dem, at de trives i naturen. Børnene får også en større viden og et tilhørsforhold til naturen, som giver dem ejerskab og får dem til at passe bedre på den. Hvis man ikke kender naturen, kan man ikke elske den.


Nyt emne hver måned

Hver måned vælger jeg et hovedemne, der bliver lavet aktiviteter ud fra. Det kan f.eks. være sten eller fugle. I starten af året byggede vi fuglekasser, hamrede, sømmede og havde det sjovt, og så fik alle lov til at male deres egen. Jeg fik kommunen til at sætte en pæl op i Hakkemosen (naturområde i Høje-Taastrup Kommune, red.), hvor vi hængte de 20 fuglekasser op. På den måde er familierne blevet koblet til naturen og kan nu selv tage ud og besøge deres fuglekasser. Samme måned fandt vi også fuglefjer og lavede klippe-klistre, og her lærte børnene bl.a., at fugle har fire forskellige slags fjer.«

Nu holder naturfamilierne i Høje-Taastrup sommerferie, men kommer igen til august med er program: 20.8.bål og mad 10.9. Naturens dag – livet under vand, 29.10. Dragedag, 26.11. Vindarrangement med vindmølle og vindvisere.


I Samvirke for september kommer der en artikel om Naturfamilierne i Høje-Taastrup.




24 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page