Høje-Taastrup er mere spændende end man skulle tro
- tendensklog
- for 6 dage siden
- 3 min læsning
Tænk sig. Der er mere end 550 forskellige og spændende interessepunkter inden for Høje-Taastrup kommunes grænser. Hvor ved vi det fra? Svaret er enkelt. Vi kan bare på ind på Høje-Taastrups Turistforenings hjemmeside Høje-Taastrup Turistforening. Her er kommunen delt ind i en række kategorier som man så kan fordybe sig i: Oplevelser, aktiviteter, natur, kultur og kunst, sport og fritid, fællesskaber, historie delt ind efter emner og perioder, vandreruter med beskrivelse af hvad man kan se på turen og meget mere.
En righoldighed af oplevelser og steder, som de færreste er bekendt med omfanget af.
Det er Turistforeningens sekretær Claudio Pannicelli der er hjemmesidens bagmand. Men hvorfor dog så meget reklame for kommunen, når er stort set ikke kommer turister?
Med troen på de mange turister
Svaret er, at Turistforeningen blev etableret i 1994, og på det tidspunkt var der et helt andet fokus på turister, da der var planer om en Multiarena og en H.C. Andersen eventyrpark. Initiativer der ville trække op mod en million gæster på årsbasis til kommunen, og så skulle de jo også lige vide, hvad der ellers var af spændende ting. De nye projektet blev bare ikke til noget. I 2001 var det definitivt lukket ned.
Skulle turistforeningen så også lukke? Nej den skulle bare have et andet fokus, nemlig de stadig flere indbyggere og de stadig flere arbejdspladser, der stadig kommer til. Godt at de bliver fortrolige med deres by, og får øje på alt det, der sker.
At få byen ind under huden
Udover konstant at være på jagt efter nye interessante steder og aktiviteter, sker der også noget andet med det formål, at vi alle får vores by ind under huden. I 2024 udgav foreningen bogen ”Høje-Taastrup i fortid og nutid” skrevet af historikeren Else Trier. I 2025 havde foreningen et særligt fokus på de mange bevaringsværdige bygninger og lavede udstilling sammen med Danmarks Naturfredningsforening og i 2026 er planen at sætte fokus på enkelte bydele og således styrke ”lokalpatriotismen”. I år er det med fokus på Taastrup og Sengeløse bydele.
De vil styrke lokalpatriotismen
Hvad vil foreningen rent praktisk gør for hver bydel: foreningen laver en brochure, der fortæller formålet med fokuseringen på bydelene og giver overblikket om de interessante steder der er i bydelen. Så skal der ved udvalgte steder i oplandet opsættes QR-koder, der leder til de interessepunkter der er i bydelen. Hen over sommeren sættes gang i en fotokonkurrence, hvor man i Sengeløse og Taastrup opfordres til at fotografere det, man selv synes er et interessant sted og endelig laver Lokalhistorisk arkiv en kulturhistorisk beskrivelse af områderne i sin helhed.
Spændende er også at se på hvordan hjemmesiden viser tingene. Det er lidt unikt, at man har koblet en geografisk dimension, således at interessepunkterne vises som små billeder på kortet. Det er så nemt at se, hvor de nærmeste motionspladser eller naturområder m.v. ligger i netop din bydel.
Kommunen blev inspireret
Iderigdommen sprudler og ideerne smitter. Høje-Taastrup kommune har taget jagten på den spændende kommune til sig i form af app’en ”Oplev HTK”. Her er der mere fokus på dagsaktuelle oplevelsesmuligheder. Der er ikke konkurrence mellem det som turistforeningen og kommunen byder på. Gensidig inspiration og glæde over at der er så meget spændende i kommunen – bare man får øje på det.

Det er Claudio der hjemmefra styrer løjerne.
--




Kommentarer