top of page

Natteravne skaber tryghed for de unge

  • tendensklog
  • 21. okt.
  • 3 min læsning

Hver fredag kl. 20 mødes tre mennesker på Taastrup Hovedgade 35. De ved, hvad de skal. De skal have en gul vest på, og så i lommerne have bolsjer og kondomer. Når udstyret er på plads, og man måske har fået en ekstra varm trøje indunder, bevæger de tre sig ud i nattelivet. Ruten ligger rimelig fast. Ned ad Taastrup Hovedgade mod første stop, der er Q8-stationen. Her byder de på gratis Starbuck kaffe.

På vejen derned møder de tre flere af byens unge som alle kender Natteravnene. De hilser meget hjerteligt: ”Tak fordi I er her”. Undervejs giver de unge udtryk for at de føler sig mere trygge, fordi er der. Thumps up! Flere efterspørger kondomer og alle tilbydes et bolsje. 


Hun genstartede ravnene

Det var Maria Rubin Nicolaisen der i april 2024 tog initiativ til at genopvække Natteravnene. Første gang der var natteravnei Taastrup var med start i 2001. Her var initiativtageren Kurt Scheelsbeck, der i dag sidder i Byrådet for de konservative. Natteravnene levede den gang i knap seks år, så døde det hen.

I dag er Natteravnene en fast del af nattelivet i Taastrup og Høje Taastrup, men ikke Hedehusene, og kun om fredagen. Der er 24 frivillige, der på skift melder ind og erklærer sig friske til tre timers meningsfuld gåtur, men da man ikke skal presses til at tage flere ture end man vil, er der endnu ikke basis for at inddrage lørdagene eller gå i Hedehusene.

Så går turen tilbage ad Taastrup Hovedgade og de kommer omkring Torvets pizza. Her byder ejeren på gratis sodavand og mulighed for at benytte toilettet. Som han siger ”I passer på vores unge, så må vi passe på jer”.


Også Høje Taastrup

Når de har fået varmen og slukket tørsten går turen mod S-toget, som man som Natteravn kan benytte gratis. Nogle af de mest ihærdige natteravne går gennem hele toget og tilbyder alle passagerer, hvor de unge udgør en stor del, gratis bolsjer og måske kondom.  På Høje Taastrup station går turen rundt på selve stationen, hvor der i reglen også er unge der tager godt imod bolsjer og måske kondom.

Kendetegnende for ungdomslivet i Høje-Taastrup er at de søger ud af byen, når de skal feste – enten mod Roskilde eller København - hvorfor stationen bliver et omdrejningspunkt, som aftenen skrider frem.

Det er nu snart 1 ½ år siden Natteravnene i Taastrup igen tog sin begyndelse og alle, der har meldt sig som natteravn har, med et par undtagelser, fastholdt deres 100% frivillige, men stærkt påskønnede indsats. Som en af de frivillige Claus siger: ”Jeg er frivillig i Natteravnene fordi jeg kan mærke hvor meget det betyder for andre, Det gør mig glad at hjælpe nogen sikker hjem, eller bare tage en snak på gaden med en gruppe unge. Mange hilser, vinker og roser os, og det viser mig at vores indsats gør en forskel”.  


Ikke politi

Som Natteravne har man ingen beføjelser til fysisk at gribe ind når nogen forulempes. Det er heldigvis ikke så tit det sker, men som Maria fortæller var der en gang på Høje Taastrup station hvor de måtte kontakte politiet, fordi der var en fyr der var højtråbende og voldelig, men hvor politiet meget hurtigt reagerede og tog affære.

Ingen natteravn har på noget tidspunkt følt sig forulempet, men tværtimod oplevet sig som del af et fællesskab, der ved at tage et ansvar, åbenlyst gør en forskel for deres lokalsamfund.

Man kan læse mere her om natteravnene og få mulighed for en prøvetur.

ree

 

Tre seje ravne Maria, Tina og Torben

 

Kommentarer


© 2022-23 by  TENDENSKLOG .

  • Facebook Social Ikon
bottom of page