Spejderliv kan noget
Den tidligere Oticon-direktør Lars Kolind siger: ”Hvis jeg har en, der har været spejder og en der ikke har, så vælger jeg altid at ansætte spejderen”. Hvorfor?
Det svarer en lokal spejderleder, John Månsson, på. At være spejder er ikke kun bål, snobrød og orienteringsløb. Det er også opdragelse til ansvar og til respekt for naturen – og ikke mindst giver spejderlivet en række sociale kompetencer.
Mere end 60 år som spejder
John Månson, der i dag er 73 år, har været spejder siden han var 10 år. Spejderlivet er blevet en stærk integreret del af hans liv, hvor hovedparten af hans venne- og bekendtskabskreds har eller har haft tilknytning.
Han er stadig på arbejdsmarkedet. Han har i 46 år arbejdet på Kultur- og Fritidsforvaltningen i Frederiksberg, hvor han nu primært arbejder med aftenskoler og foreninger - men de fleste tirsdage aftener tilbringer han i spejderhuset på Ibsensvej, hvor han, sammen sammen med et par andre voksne spejdere renoverer materiel, passer gruppens arkiv, drøfter verdenssituationen eller planlægger forplejning til to årlige weekendture, den ene med forældre.
Regnguden regerer
Spejderne holder til på Ibsensvej 12 i Taastrup og kalder sig Wagandoo. Wagandoo er swahili og betyder regngud, og sådan har det været siden 1946, hvor gruppen blev stiftet. De lokale spejdere har dog eksisteret siden 1911.Det var stationsforstanderen der i 1911 startede spejderlivet med 10 drenge, der mødtes i ventesalen på jernbanestationen i Taastrup.
John anslår at der i dag i Høje-Taastrup er ca. 600 børn og unge – fordelt på 9 forskellige spejdergrupper og FDF Kredse. Det svinger lidt op og ned. Der er plads til flere end de 50 børn, som i øjeblikket er i Wagandoo-gruppen, mens der hos f. eks. De gule Spejdere i Hedehusene faktisk er venteliste. Det ved John fordi han også bruger tid i FOSS (FDF Og Spejdernes Samråd), som er et samarbejdsorgan for de forskellige spejdergrupper- og FDF-Kredse.
Frivillige - ikke noget problem
Wagandoo har – modsat andre frivillige spejdergrupper – for øjeblikket ingen problemer med at få frivillige ledere, der bidrager. ”Vi kan da altid bruge flere, men det fungerer fint som det gør nu”.
Den sociale uddannelse, som spejderlivet danner ramme om, oplevede John tydeligt, da ca. halvdelen af de lokale spejdere var med på Spejdernes lejr i Hedeland i sommeren 2026. Han arbejdede i en kombineret cafe og kantine, og her kom frivillige på skift og hjalp til. ”I de 10 dage jeg var med, havde jeg god kontakt til mange frivillige og aldrig oplevede jeg brok eller beklagelse, når man f.eks. skulle stå for en stor opvask i flere timer eller skrælle kartofler. Man indrettede sig efter hinanden og var fokuseret.”
Netop evnen til at kunne fokusere bliver – i disse skærmtider – stimuleret. Selvom der ikke er klare restriktioner omkring brug af mobiltelefonen, så bliver den i lommen, når der skal laves bål eller løbes orienteringsløb.
Uanset tidernes omskiften tyder meget på, at spejderlivet kan noget, der er godt for samfundslivet.





Kommentarer