top of page

Andet og mere end boksning

  • tendensklog
  • 19. okt. 2025
  • 4 min læsning

Opdateret: 5. jan.

Når du er på vej til boksning, kan du møde en flok piger/kvinder, der er i gang med zumba eller laver yoga-øvelser. Sådan kan det — som den eneste bokseklub i Danmark — ske i Høje-Taastrup Bokseklub, der ligger i Rønnevangskvarteret i den gamle Rønnevang skoles lokaler.

 

Det er også her, der er en cafe for kræftramte — Cafe Solsikken. Ydermere finder vi den lokale afdeling af «Stafet for Livet». Det er også her, mennesker med hjerteproblemer eller Parkinsons sygdom — ligesom kræftramte — kan komme og få boksetræning. Det er Emilie Richter Lynum, der styrer alle løjerne — incl. at have et særligt tilbud om boksning for mænd over 65 år.

 

DER KAN SKE MEGET PÅ 22 ÅR

 

Der er sket meget, siden Kim Kristensen i 2003 blev formand for Høje-Taastrup Bokseklub. Han regnede sig selv som en overgangsfigur, efter han overtog posten fra Søren Nielsen, indtil en mere erfaren boksetræner var klar til opgaven, men sådan blev det ikke. Det stod dog hurtigt klart, at den unge mand på 27 år var den helt rigtige.

 

Kim var kommet i bokseklubben, siden han var 18 år, men en alvorlig kæbe-ulykke satte — meget mod hans vilje — en stopper for boksekarrieren, men ikke for tilknytningen. Han fortsatte som træner og blev en meget populær træner, da han gjorde brug af den pædagogiske tilgang til sporten, som han havde lært af den gamle sjællandsmester Ole Petersen. Her skal ingen udskammes, og boksning er en gentleman sport — og ikke et slagsmål. Når man har banket løs på hinanden og fået alle aggressionerne ud, giver man hinanden hånden og takker for kampen.

 

OGSÅ PLADS TIL ZUMBA

 

Det er det stærke sociale fællesskab, der er det vigtigste for Kim, så da en af bokserne kom og sagde, at hans datter manglede et sted at øve zumba, sagde Kim — efter nogen betænkningstid — ja, det finder vi ud af. Bestemt ikke alle de gamle boksere kunne se sig i selskab med en flok dansende piger, men det ændrede sig. F. eks. da en af modstanderne blev kæreste med en af pigerne. Det var i 2015, at mændenes bokse-monopol blev brudt for første gang.

  

Senere kom også forespørgsel om at benytte lokalet til yoga, og yogadyrkerne rykkede så også ind en gang om ugen.

 

Det ene har taget det andet med sig, men den sociale forståelse er usvækket. Det er således også det, der er tilfældet bag etableringen i 2022 af Cafe Solsikken, hvor kræftramte — efter en omgang boksning — kan mødes hver onsdag og drikke en kop kaffe sammen. Det er Kim, der åbner op for at stedet bruges af forskellige patientgrupper, men — understreger han — det er Emilie, der med sit stærke sociale hjerte holder sammen på stedet i hverdagene. Hun er den eneste, der — med kommunens mellemkomst — er ansat. På papiret 30 timer, men engagementet strækker sig gerne til flere timer.

 

PLADS TIL ALLE DER VIL FÆLLESSKABET

 

Kim er den, der åbner op og giver plads for de mange, der gerne vil indgå i fællesskabet, men han er ikke på lønningslisten. Han møder dagligt ind på Svanemølle Kaserne, hvor han er major på fuld tid, og hvor han bl. a. uddanner premierløjtnanter til kaptajner. Han har tidligere været udsendt som soldat i flere omgange bl. a. til Kosovo.

 

Viljen til at tage ansvar er et gennemgående karaktertræk hos Kim. Ikke fordi han tragter efter formandsposter, men når alt gøres op, ender pilen alligevel med at pege på ham. Det skete da «Stafet for Livet» i 2022 skulle have ny formand, eller da kommunens foreningsudvalg (tidl. Folkeoplysningsudvalg) skulle have en for bordenden. Også Idrættens Samråd er han havnet i, dog som menigt medlem.

 

Opbakningen og tilliden forpligter. Det lægger Kim ikke skjul på. F. eks. ansvar i forhold til at holde unge mennesker fri af kriminalitet. En dag kom en større flok rødder og generede åbenlyst pigerne, der dansede zumba. Politiet mente ikke, det var en opgave for dem, men så tog Kim ansvar og fik fat i en flok af de store boksere, som ret håndfast viste de unge, at de skal lade pigerne være i fred. Men her stoppede det ikke. «Hvis I kan indrette jer efter vores fællesskab her, så er I velkomne i bokseklubben». Fem af rødderne meldte sig ind og balladen stoppede. De var hermed en del af et fællesskab og et «rygmærke» — nemlig bokseklubbens logo.

 

DET ER FÆLLESSKABET DER TÆLLER — BOKSEKLUBBEN ER MIDLET

 

Kim Kristiansen foran de mange pokaler, der gennem årene er tilflydt bokseklubben. Han er dog mest stolt af, at de har fået flere pokaler for deltagelse i hockey-turneringer.

 


Seneste: Torsdag den 9. december 2025 fik Høje-Taastrup Bokseklub – Parkinson Boksning årets Handicappris. Overrækkelsen foregik på Rådhuset hvor ca. 20 af brugerne var mødt op for - sammen med Emilie - at modtage hyldest for alt det gode der sker i bestræbelserne på at holde parkinson-sygdommen nede.


Den 3. januar 2026 vandt bokseklubben Dansk Idrætsforbunds sociale pris .

Kim Kristiansen foran de mange pokaler der gennem årene er tilflydt bokseklubben. Han er dog mest stolt af at de har fået flere pokaler for deltagelse i hockey-turneringer.
Kim Kristiansen foran de mange pokaler der gennem årene er tilflydt bokseklubben. Han er dog mest stolt af at de har fået flere pokaler for deltagelse i hockey-turneringer.

 

 

Kommentarer


© 2022-23 by  TENDENSKLOG .

  • Facebook Social Ikon
bottom of page