Café Fristedet drives også af frivillige fra Røde Kors
- tendensklog
- for 5 dage siden
- 2 min læsning
Otte gange om året er det frivillige, der står for menuen. Det sker på Café Fristedet. Café fristedet er et kommunalt tilbud rettet mod mennesker, der har fysiske og kognitive udfordringer og er over 18 år. Det ligger i den tidligere Parkskole, og er samarbejdspartner med Støttecentret. Støttecentret indgår sammen med flere andre tilbud rettet mod mennesker med udfordringer på adressen Solsortevej 9a,b,c og d.
Jul og påske noget særligt
De frivillige er aktivitetsleder Thorbjørn Hendil og frivillige Helle Nordbjerg. De er hardcore frivillige, idet de også er frivillige i Røde Kors, hvor de er med i bestyrelsen.
Helle er aktivitetsleder for indsamlingen og julehjælpen i Høje-Taastrup.
To gange om året står de for frokosten helt uden hjælp fra borgerne. Det er til påske og til jul. De andre gange er der 3-4 brugere som hjælper til i køkkenet. Det er et krav at de skal deltage ellers bliver det aflyst. Det er endnu ikke sket.
Det er hver mandag, tirsdag og torsdag mellem kl. 16 -21 der er åbent i Café fristedet.
Der er plads til alle
De fleste aftner er det således Støttecentrets faste medarbejdere, der står for at tilberede maden – helst sammen med nogle af brugerne – eller ved at de køber dagens menu fra Cafe Paraplyen. Her er det personalet der laver det sidste finish.
”Cafe Fristedet er et meget rummeligt sted, hvor der er plads til alle. Der skelnes ikke til hvilket handicap, hvilken etnicitet, tro eller alder du har”, fortæller Leyla Demirci, der er uddannet pædagog og en af 16 medarbejdere i Støttecentret. Hun har været ansat i tre år, og er meget begejstret for at være med. Det meste af tiden er hun i Støttecentret der er åbent i dagtimerne, men en gang om ugen har hun den lange vagt, der inkluderer Café fristedet fra kl. 16 kl. 21 om aftenen.
Ikke bare mad
Hun fortæller at Café fristedet er meget andet og mere end et sted hvor de spiser. Hver anden måned er der stormøde for alle 60 brugere af Fristedet, og her kommer der forslag til hvilke aktiviteter ud af huset, der skal planlægges. Tur til Zoo, i biografen, i Tivoli, en tur på Strøget eller den Blå Planet. Så tager de afsted i en gruppe bestående af et par medarbejdere og så 7-8 brugere. Brugerne betaler selv.
Det giver en tryghed for flere af brugerne at der er en medarbejder med, da ikke alle er fortrolige med at skulle afsted med tog eller bus alene.
Turene ud af huset behøves dog ikke gå så langt. Det kan bare være at gå sammen ned til Selsmosesøen, til Hakkemosen eller til Røjlegrøften. Gåturene er en god anledning til en snak om hvad der rører sig. En tryg ramme for den del af brugerne der ikke har familie og kan have en noget ensom hverdag, når de ikke er i Støttecentret eller Fristedet.
De frivillige har nu fået lavet den gode påskefrokost – og glæden lyser ud ikke bare fra brugerne, men også fra de frivillige. ”Det giver lys og mening at være med her”, fastslår Thorbjørn.







Kommentarer