De deler solenergien
- tendensklog
- for 2 dage siden
- 2 min læsning
Tirsdag den 16. juni samles naboer, lejere og lokale virksomheder i Fløng Forsamlingshus til et møde, der kan ændre måden, vi tænker strøm på. Initiativet hedder ENERGIV — og det handler om at dele det bedste fra solcellerne på vores egne tage.
Bag initiativet står fem lokale ildsjæle, der i månedsvis har arbejdet på at gøre en stor tanke til lokal virkelighed: At naboer i Høje-Taastrup Kommune, Trekroner, Torslunde og Ishøj Landsby kan gå sammen om at producere og dele grøn strøm. Fælles. Lokalt. Som et andelsselskab.
Idémanden Steen Olesen, der selv bor i Fløng, siger om initiativet: “Vi vil gøre det let for alle at få en grønnere og mere stabil elregning. Gevinsten er ikke kun grøn fornuft — det er også mere forudsigelige priser i en urolig tid.”
En lokal plan med konkrete trin
ENERGIV starter enkelt: deling af overskudsstrøm fra lokale solceller til en forudsigelig pris. Men planen rækker længere. Batterilagring udjævner forskellen mellem sol og forbrug, og på sigt indgår elbilerne selv som fleksible batterier via tovejsopladning — så nabobilerne på parkeringspladsen kan understøtte forsyningen, også når solen ikke skinner. Jo flere der er med, jo mere stabil bliver strømmen for alle.
Emil Viskum, daglig leder af Miljø- og EnergiCentret, peger på en bonus: “Når vi laver lokale energifællesskaber, kan vi begrænse behovet for de store og stærkt forsinkede netforstærkninger.”
Stærkt fællesskab — også når strømmen svigter
Mads-Peter Schreiber, formand for Miljø- og EnergiCentret, fremhæver robustheden: “Jo flere vi bliver, der deles om overskydende strøm fra solceller og batterier, jo mere robuste er vi som lokalsamfund.”
Tommy Olsen fra Ishøj Landsby glæder sig over, at ENERGIV allerede fra start krydser kommunegrænser: “Det har spændende perspektiver, hvis tanken om at deles om den lokale strøm breder sig til stadig flere områder i Danmark.”
Andelstanken er tilbage — nu med solceller, smart styrede fællesbatterier og elbiler
Knud Anker Iversen, lokal formand for Danmarks Naturfredningsforening, sætter det hele i perspektiv: “Det er da oplagt, at et land med så stolte traditioner for andelsbevægelse skal gå sammen om lokalt at dele strømmen.”
ENERGIV gør det konkret: boligejeren i parcelhuset, lejeren i det almene boligbyggeri og direktøren i industrikvarteret på samme andelsbevis — med samme stemmeret og adgang til lokalt produceret grøn strøm.
Alle er velkomne — også uden solceller
Mødet starter kl. 19 i Fløng Forsamlingshus. Gratis adgang for alle. Læs mere og tilmeld dig på www.energiv.dk





Kommentarer