top of page

De har et fællesskab i svømmehallen

  • tendensklog
  • for 5 dage siden
  • 3 min læsning

Opdateret: for 4 dage siden


Det er muligt at bygge et fællesskab op i en svømmehal. Det beviser ”Familiesvømning” , der hver lørdag morgen foregår i Fløng Svømmehal. Siden 1999 har svømmehallen hver lørdag fra kl. 8-10 dannet ramme om et stærkt fællesskab, der har til formål at gøre børn  fortrolige med vand. De helt små i babybassin og de lidt større (3-5 år) i en afgrænset del af svømmebassinet og så ellers mulighed for at de større børn og forældrene kan tage svømmetagene i resten af det store bassin.

Aktiviteten i og omkring svømmehallen er med til at danne netværk blandt såvel børnene som forældrene, og flere fortsætter da også efter at børnene er stoppet.

Inden brugerne kommer, sørger Frands Bennetsen for at der er frisk morgenbrød og kaffe i det tilstødende lokale. Han møder en time før, får sat alarmen fra, tager vandprøve og sørger for at få gang i kaffeproduktionen.


Frands startede og fortsætter

Det er Frands, der er initiativtager og tovholder. Det hele startede, som sådan noget tit gør, med at han godt ville have at hans egne børn, der dengang var 8 og 9 år gamle, skulle blive fortrolige med vand. Det var lidt kedeligt at være så få i bassinet , men snart rygtedes det og flere kom til, og fællesskabet kom til at omfatte en stadig større kreds. I dag er der almindelige lørdage 30-40 mennesker, men 60-70 er der ved særlige lejligheder.

Organiseringen foregår gennem Reerslev-Stærkende Idrætsforening, som Frands ”tilfældigvis” er formand for. Det er dog kun ca halvdelen, der kommer fra lokalområdet. I virkeligheden har den usædvanlige svømmetræning et stort opland, idet der kommer folk fra bl.a. Holbæk, Lejre og København.


Ikke konkurrencesvømning

Det er ikke konkurrencesvømning. Glæden ved at kunne boltre sig i vandet, er det bærende. Dog ved sæsonafslutning er der mærkesvømning, hvor det gælder om at svømme flest kilometer. Rekorden er 13 km.

Frands er 100% frivillig og har således været det i alle årene. ”Jeg ville være stoppet hvis ikke det gav mig en glæde at se hvordan børnene vokser i takt med at de bliver fortrolige med vandet. Det giver mit liv mening ikke mindst nu hvor jeg er gået på pension”. Frands er organisatoren, men der er brug for såvel livredder som træner, og det betaler kontingentet til idrætsforeningen for.


Morgenmaden trækker

Christina Bunde og hendes mand og tre små børn (4, 6 og 8 år) er en af de, der er taknemmelig for initiativet fra Frands og idrætsforeningen i Reerslev. ”Selvom jeg bor i Ny-Fløng var det først gennem en google-søgning, jeg fandt frem til muligheden for familiesvømning. Når jeg gik i gang med at søge var det fordi det var umuligt at få babysvømning til at passe med det tidspunkt, som Fløng Idrætsforening havde var sat af i svømmehallen nemlig kl. 16-17. "

Det er ikke kun det , der taler positivt: ”der er bedre bemanding her med livredder og træner, det er rettet mod hele familien og så er morgenmaden et helt særligt plus når vi skal have børnene op en tidlig lørdag morgen. Her er det godt at kunne lokke med at der er morgenmad sammen med svømningen. At der er god stemning og mulighed for at mødes med andre forældre tæller oveni."

Selvom der kun er godt at sige om familiesvømningen er det – så vidt vides – det eneste af sin art i Danmark. "Det står dog enhver frit for at kopiere ideen", slutter Frands.


Var Frands der ikke var der ikke noget familiesvømning
Var Frands der ikke var der ikke noget familiesvømning

Kommentarer


© 2022-23 by  TENDENSKLOG .

  • Facebook Social Ikon
bottom of page