top of page

Til gensidig glæde

  • tendensklog
  • for 3 dage siden
  • 2 min læsning

Jette Lindberg var i en menneskealder chokolademutter ved Axeltorv i Taastrup hvor hun havde en slikbutik. Det betød at hun var nærmeste nabo til de mennesker, der samledes på bænken og drak øl og hyggede sig.  Selvom de kunne være lidt højrøstede og drikke en del øl, generede de hende ikke. ”Vi skal kunne være her alle sammen”. En af de næsten daglige brugere var Fam Gabrell, som Jette fik et ømt punkt for. Fam fik f.eks. – som den eneste – lov til at benytte hendes toilet.


En broget historie

Fam er i dag 50 år og er førtidspensionist med en noget broget forhistorie. Hun blev invalideret i en alder på fire år da hun blev alvorligt forbrændt. Familien boede i USA . Moderen var pæredansk, men faderen var afroamerikansk musiker, og netop det forhold var årsagen til at nogen brændte deres hus ned.

Familien flyttede så tilbage til Danmark og de blev efterfølgende skilt, og en noget turbulent opvækst tog sin begyndelse med stedfar og uro i hjemmet.


Fam kom til Taastrup

Fam kom hjemmefra som 18 årig og kom  i uddannelsesforløb i Grennessminde i Taastrup, hvor hun også kom til at bo i et bofællesskab. Efter at have været knyttet til Grennessminde i flere år, kom hun - i regi af Høje-Taastrup kommune - ud i en række uddannelses- og praktikforhold i forbindelse med at hun fik tilkendt førtidspension.

Fam har aldrig nået at  få en fast tilknytning til nogen i Taastrup. Moderen – som hun havde sporadisk kontakt til – er død.


Jette er undtagelsen

Der var dog en undtagelse nemlig chokolade-mutter ved Axeltorv. Her var en solid base, som blev styrket da Jette flyttede til Spurvevej i Taastrup. Det er at betragte som et andet hjem for Fam. Jette hjælper hende, når hun kæmper en kamp om at blive anerkendt og forstået i hendes kontakt med kommunen – herunder en værge. Jette hjælper også når det gælder Fams nærmest endeløse trang til at skrive hverdagsdigte, og det var da også Jette der bakkede hende op, da hun godt ville have digtene udgivet. De er udgivet på forlaget Mellemgaard i et begrænset oplag under titlen ”Små digte fra en hverdag”

Fam hjælper så til gengæld Jette, der er dårligt gående med at få købt ind og med at rydde op inde og ude.

Denne særlige og respektfulde kontakt der går begge veje, er blot et af de flere og kærlige netværk der trives under overfladen – også i Taastrup.


Kommentarer


© 2022-23 by  TENDENSKLOG .

  • Facebook Social Ikon
bottom of page